Review

Boganmeldelse: En Fortælling om Sangfugle og Slanger

 

Titel: En Fortælling om Sangfugle og Slanger

Original titel: A Ballad of Songbirds and Snakes

Forfatter: Suzanne Collins

Forlag: Gyldendal

Bedømmelse:
4 stars

Denne bog blev sendt til mig fra forlaget Gyldendal som et anmeldereksemplar. Dette ændrer dog ikke på min mening om bogen og denne anmeldelse er 100% min egen holdning. Der kan forekomme spoilere i denne anmeldelse.
Hvis du ikke har læst bogen så læs videre på eget ansvar. 


Det er morgenen for høsten, der starter det 10. årlige Dødsspil. I Capitol forbereder 18-årige Coriolanus Snow sig til sit ene skud på ære som mentor i spillet. Det engang mægtige hus af Snow er faldet på hårde tider, og dens skæbne hænger på den smalle chance for, at Coriolanus vil være i stand til at udtrykke charme, overliste og overmanøvrere sine med-studerende for at vejlede den vindende soner.

Oddsene er imod ham. Han har fået den ydmygende opgave at vejlede den kvindelige soner fra District 12, den laveste af de lave. Deres skæbner er nu helt sammenflettet – ethvert valg, som Coriolanus træffer, kan føre til fordel eller fiasko, triumf eller ruin. Inde i arenaen vil det være en kamp til døden. Uden for arenaen begynder Coriolanus at føle for sin dødsdømte soner… og må veje hans behov for at følge reglerne imod hans ønske om at overleve uanset hvad det kræver.


Jeg indrømmer gerne at jeg havde mine forbehold dengang det blev offentliggjort at én af de mest hadet karakterer i nyere litteratur ville være hovedperson i denne bog. Hvem ville dog gide at læse om Præsident Snow’s fortid? Mange ville have fejet denne bog væk før overhovedet at åbne den på grund af deres holdning til hovedpersonen. 

Men bogen fortjener i den grad en chance.

Da det efterhånden er et godt stykke tid siden jeg sidst har genlæst Hunger Games bøgerne, så var mit “had” til Præsident Snow ikke så stort. Og det var nok en væsentlig faktor for at jeg nemt kom igennem bogen. Jeg så ham nemlig ikke som Præsident Snow. Jeg så ham som 18 årige Coriolanus, og kunne nemt distancere mig selv fra hvad han ville ende med at være og i stedet nyde at være tilbage i Panem og se, hvordan Dødspillet var dengang og hvordan det langsomt udviklede sig til det vi kender fra Katniss’ tid. 

Og det tror jeg at man er nødt til at gøre for at kunne nyde denne bog. Den var spændende, den var nervepirrende og den overraskede. 

Allerede på første side fik jeg et chok da jeg opdagede at Tigris, hende kattedamen som gemte Katniss og de andre oprørere i sin hemmelige kælder i Oprør (Mockingjay), er Snows kusine. En kusine som han endda stod meget nær da han var ung. Dette udløste straks en række spørgsmål om hvad der ledte frem til at Tigris hjalp oprørerne senere hen.

Bogen fokuserede dog meget på alt hvad der ledte op til selve Dødsspillet og der gik tid før vi befandt os i arenaen. Det var lidt langtrukkent til tider, men det var ikke noget der havde stor betydning for min mening om bogen.

Du fik forklaring på en masse ting du ikke vidste i den originale trilogi og det var interessant at se koblingen fra hans tid og til Katniss Everdeen’s tid. Ting som oprindelsen af sange som Katniss synger. Velkendte steder vi ikke ville tro at Snow havde en forbindelse til. Små tråde der samlede fortid og nutid på en glimrende måde.

Karaktererne

Jeg følte på ingen tid medlidenhed med Coriolanus netop fordi jeg distancerede mig fra ham, og det tror jeg heller ikke var Suzanne Collins hensigt med denne bog. 

Som karakter var Coriolanus Snow spændende at følge, netop fordi vi ved hvordan han ender med at være. At hans familie allerede havde sat sig for øje at han skulle blive præsident og hvordan en enkelt sommer kunne vende op og ned på altid, og så dog alligevel ikke. 

Hans soner, Lucy Gray Baird, var svær at gøre sig klog på, hvilket nok var meningen. Hun var ikke direkte fra Distrikt 12, men var muligvis bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Man kan godt sige at hun var lidt af en løs kanon og jeg kunne vildt godt tænke mig at vide hvad der skete med hende. 

Jeg var ganske tilfreds med de andre personer i bogen, både Tigris, Maude Ivory og Dr. Gaul gjorde indtryk på mig, på mere ondt end godt for nogle af dem for altså helt ærligt, Dr. Gaul er jo definitionen på mad scientist. Hun er da helt væk i roen den kvinde.
Jeg må også blankt indrømme, at jeg (spoiler) ikke havde den største medfølelse for Sejanus da han blev dømt som forræder og hængt. På en måde havde jeg set det komme så det var bare et spørgsmål om hvornår og hvordan det ville ske. 

Slutningen

Slutningen, især hændelserne ude i skoven var interessant fordi der ikke kom en endegyldig forklaring/afrunding. Overlevede Lucy Gray? Hvis ja, tiede hun så stille eller prøvede hun at få hævn? Forlod hun Distrikt 12 og rejste nordpå? Har hun en forbindelse til Katniss, eller måske har den unge Maude Ivory en forbindelse til vores elskede heltinde?

Hvad jeg bed mærke i og godt kunne lide var, at selve fortællingen og epilogen skildrede Coriolanus Snow som to forskellige personer. Igennem hele bogen blev han omtalt som Coriolanus, mens i epilogen blev han kun kaldt Snow. Et skridt nærmere den person vi kender og hader.  

Sne lander øverst.
Men det er ikke slut før sladredroslen har sunget.


Endnu en gang tak til forlaget Gyldendal for at sende et eksemplar af bogen til mig.

Hvis du har læst En Fortælling om Sangfugle og Slanger, hvad synes du så om den? Eller vil du måske slet ikke læse den? Hvorfor ikke? Lad os snakke om det.

 

 

 

 

 

 

 

 

One thought on “Boganmeldelse: En Fortælling om Sangfugle og Slanger

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s